Gode råd om flerstyrkeglas/progressive glas
● Du bør gå til din optiker, så snart du begynder at have problemer med synet. Der er ingen grund til at vente, og jo før du begynder at bruge flerstyrkeglas, desto hurtigere vænner du dig til at bruge dem.
● Hvis det er første gang, du har progressive brilleglas, vil du måske opleve, at det er afstandssynet, der fungerer bedst med dine nye briller. Med lidt tilvænning får du dog hurtigt glæde af dine progressive glas på alle afstande. Når du læser, skal du bare kigge ned med øjnene, du behøver ikke bøje hele hovedet. Når du går på trapper, skal du bøje hovedet en smule, så du kigger gennem den øverste del af brilleglassene gennem glassenes afstandsfelt. Så ser du trappetrinene klart og tydeligt.
● Lad dine øjne vænne sig til dine nye progressive briller. Hav dem på så meget som muligt og vær tålmodig. Så tilpasser øjnene og synet sig hurtigt. Hvis du stadig oplever problemer efter 14 dage, bør du dog kontakte din optiker. Måske oplever du, at du er nødt til at sænke blikket meget for at se ting på nært hold, eller at du ikke ser klart, når du kigger ligeud. Du oplever måske, at billedet er sløret i kanten, når du betragter noget på afstand. I de fleste tilfælde er det et spørgsmål om tilretning af brillen. I sjældne tilfælde kan det skyldes, at glassene er blevet centreret forkert, men i begge tilfælde kan din optiker hurtigt hjælpe.
● Dine progressive brilleglas er lavet til at sidde foran dine øjne, præcis som optikeren anbragte dem efter udmåling af dine øjne. Hvis du oplever problemer, skal du derfor få dine briller justeret hos din optiker med det samme, så du får det optimale ud af dit syn. Juster ikke selv dine briller.