Har du brug for natbriller, når du kører bil i mørke?
Undgår du helst at køre i mørke?
En del bilister vil kunne nikke genkendende til, at det er sværere og mere anstrengende at køre bil i mørke end i dagslys, og at deres nattesyn ikke er helt, som de kunne ønske det. Nogle finder kørsel i mørke så ubehageligt, at de lader helt være. De planlægger sig ud af det, så de ikke behøver at køre bil om aftenen og natten, eller de beder en medrejsende være chauffør på køreturen. Andre sætter sig ind bag rattet uden at tænke nærmere over det og kører ugeneret, glad og gerne gennem natten.
Kører du bil i mørke og bevæger dig f.eks. fra en vej med gadebelysning og ind i en mørk skov, kan der gå flere minutter, før dine øjne har vænnet sig helt til mørket, og du kan se skarpt. For nogle mennesker bliver synet aldrig helt skarpt, og de vil derfor ofte føle sig utrygge ved bilkørsel i mørke og i dårligt vejr.
Dårligt nattesyn giver langsom reaktionstid i trafikken
Et dårligt nattesyn kan give dig en langsommere reaktionstid og gøre det svært for dig at identificere eksempelvis fodgængere og cyklister i vejkanten. Med et dårligt nattesyn vil du typisk også føle dig voldsomt generet af blænding fra modkørende bilister.
Hvad sker der med vores øjne i mørke?
Øjet tilpasser sig normalt til det lysniveau, der er i omgivelserne. Denne tilpasning er vigtig for evnen til at se under forskellige lysforhold. Rent optikfagligt har øjet to slags sanseceller: Kaldet stave og tapper. Stavene er de mest følsomme, og dem bruger vi i mørke, når lysmængden er meget lav. Derimod giver tapperne os det skarpe lys og farverne. Da tapperne kræver mere lys for at fungere, mister vi evnen til at skelne detaljer og til at se farver, hvis der ikke er særlig meget lys.
Jo ældre vi bliver, desto længere tid tager det for øjnene at omstille sig fra lys til mørke. Det er en af årsagerne til, at især ældre mennesker ofte føler sig usikre i trafikken i mørke.
Kørebriller kan være en løsning
Føler du dig generet af dårligt syn, når du kører i mørke, så kan du overveje at få lavet en synstest. Ved en simpel synstest i simuleret mørke vil optikeren kunne afgøre, om du lider af generende natteblindhed, og samtidig afgøre om kørebriller vil være en god løsning for dig.